Kortslutning kom Nukissiorfiit i forkøbet

Ekstra belastning fra byggeriet af Nuuk Bycenter kan have forårsaget eller i hvert fald fremskyndet den kortslutning, der i forgårs førte til både brand og strømafbrydelse. Nukissiorfiit forsikrer dog om, at det ikke er farligt at have transformer-stationer placeret i boligblokke.
Skrevet af Mads Fisker
06. april 2011 07:55

Der skal bruges meget strøm til at forsyne byggepladsen, hvor Nuuk Bycenter er ved at blive opført. Derfor har man sat en ekstra transformer-station op, og den kan have været medvirkende til, at der mandag udbrød brand i en permanent transformerstation i blok 1, som ligger klods op af byggepladsen.

- Ved at sætte en station mere op belaster vi naturligvis systemet lidt mere, men om det var den belastning, der har forårsaget kortslutningen, kan vi ikke vide. Det har uanset bare været et spørgsmål om tid, før belastningen har været så stor, at der skete en kortslutning, siger fungerende driftschef i Energitjenesten i Nuuk, Kristin Isholm.

Ifølge hans vurdering er kortslutningen nemlig forårsaget af eksempelvis en revne i en af transformerstationens mange ledninger. Og selv om Energitjenesten umiddelbart mener at have fulgt alle skrappe krav og regler om tilsyn af stationen i blok 1, ville den altså ifølge driftschefens vurdering blot være sket på et senere tidspunkt, hvis man vel og mærke ikke havde afsløret en sådan revne eller anden svaghed i tide.

- Hvis vi ikke havde koblet den nye station på, kan det være, det var sket om et halvt år. Hvis altså vi ikke havde opdaget problemet inden da, siger Kristin Isholm.

Branden vakte stor bekymring hos den familie, der er overboer til transformerstationen i Blok 1, men Kristin Isholm forsikrer om, at man kan sove roligt om natten selv med højspænding som nabo.

- Der skulle ikke være nogen mulighed for, at en brand forplanter sig til hele blokken fra transformerstationen, siger den fungerende driftschef i Energitjenesten i Nuuk.

Politiet har igangsat en efterforskning af branden og ønsker ikke at give en umiddelbar vurdering af omstændighederne.