Korruption i toppen af færøsk politik

Den færøske erhvervsfremmefond, Vinnuframagrunnin, har i årevis fungeret som en 'lukket klub', hvor bestyrelsesmedlemmerne efter forgodtbefindende har udbetalt i hundredtusindvis af kroner til venner og selskaber, de havde nære relationer til. Nu skal bagmandspolitiet undersøge om der har været tale om korruption.
Skrevet af Karsten Sommer
23. august 2013 06:22

Det er det tidligere bestyrelsesmedlem Suni á Dalbø, som har anmeldt både den ansvarlige minister, Færøernes erhvervsminister Johan Dahl, og lagmand Kaj Leo Holm Johannesen til bagmandspolitiet. Det fortæller Ekstra Bladet.

- Den måde fonden har fungeret på er ikke et demokrati og retssamfund værdigt, men minder om noget fra et afrikansk diktatur, siger á Dalbø.

Hos bagmandspolitiet bekræfter man anmeldelsen.

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en skriftlig anmeldelse af de to personer for bevidst at dække over korruption, siger politikommissær Frede Bisgaard fra Bagmandspolitiet til Ekstra Bladet.

Suni á Dalbø blev helt tilbage i juni 2009 opmærksom på, at der var noget ' alvorligt galt' med fondens sagsbehandling, når det gjaldt armslængdeprincipper og habilitet.

- Pænt store beløb i størrelsesordenen 250 til 500.000 kroner, blev udbetalt til vennerne, hedder det blandt andet i anmeldelsen. Tilsammen har Erhvervsfremmefonden i perioden 2004-09 uddelt over 36 mio. kr. til ansøgere.

Suni á Dalbø er forarget over, hvordan en fond med ansvar for offentlige midler har fungeret som det, han kalder en ' fætter-kusine-fest'.

Og han har siden 2009 forgæves forsøgt at få erhvervsminister Johan Dahl til at forklare sig, ligesom lagmand Kaj Leo Holm Johannesen, selvom han kendte til sagen, ikke har forsøgt at gribe ind.

Så nu bliver det altså Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - der skal studere hvad der er foregået i den færøske Erhvervsfremmefond.