Konservative: Flere penge til det grønlandske retsvæsen

Selv om den danske regering er parat til at bruge 20 millioner kroner ekstra på Finansloven over de næste tre år til det grønlandske retsvæsen, så er der tale om en lappeløsning. Det mener den konservative retsordfører Tom Behnke.
13. november 2013 05:29

Det er justitisministeriet og domstolsstyrerelsen i Danmark, der har det overordnede ansvar for det grønlandske retsvæsen. Og lige nu kæmper landets kredsretter med enorme sagsbunker på grund af blandt andet mangel på dommere.

Derfor kan der blive tale om at sende flere midler til Grønland, siger Tom Behnke.

- Jeg tror desværre, at denne portion penge kun er en lappeløsning. Den kan godt gøre noget ved de bunker der er nu, men hvis ikke man helt generelt og strukturelt får ændret nogle ting, måske givet nogle permanente højere bevillinger, så vil der bare komme nye sagsbunker bagefter, siger Tom Behnke til radioavisen.

Lige nu venter der som bekendt 8.000 sager på at blive behandlet ved kredsretterne.

Og den kaotiske situationer betyder nu at justitsminister Morten Bødskov i et samråd i Folketingets retsudvalg kommer til at forklare, han han - udover ekstrabevillingen - vil gøre for at løse problemerne her i landet.