Konkurrencestyrelsen skrider ind overfor Tele-Post

Konkurrencestyrelsen har konkluderet, at Tele-Post har misbrugt sin dominerende position på markedet for internet her i landet. Det skriver avisen AG.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
11. december 2016 17:17
Versionist Jaaku Lyberth

Det er selskabet Inu:IT, der har klaget til konkurrencestyrelsen, fordi selskabet mener, at Tele-Post gennem seks år har behandlet Inu:IT urimeligt på markedet for IP-telefoni, som er telefoni via internettet.

Det selvstyreejede Tele-Post bruger selv en nyere teknologi i sit produkt til erhvervstelefoni - Iserfik, mens selskabet lod Inu:IT bruge et produkt fra 1980erne.

Det gamle system var sværere for Inu:IT at håndtere, og Inu:IT havde problemer med at tilbyde sine kunder det samme som Tele-Post.

Konkurrencestyrelsen beordrer nu Tele-Post til at stille den samme løsning til rådighed for Inu:IT, skriver AG:

- Da Tele Greenland A/S har haft den tekniske opsætning på plads til at levere den efterspurgte teknologi, men ikke har villet give sine konkurrenter adgang til denne, har virksomheden gjort sig skyldig i leveringsnægtelse, da den efterspurgte teknologi er af afgørende betydning for den effektive konkurrence, lyder det i afgørelsen ifølge AG.