Kongeparrets besøg slutter lørdag i Sydgrønland
Kongefamiliens besøg i Grønland nærmer sig sin afslutning, og lørdag er turens sidste dag.
Efter en nat i Igaliku gik turen til Narsaq, hvor både udendørs og indendørs aktiviteter var på programmet.
Det fortæller KNR’s reporter Arnaq Nielsen, der har fulgt kongeparret under hele besøget i Grønland.
- Da kongeparret var i Narsaq plantede de blandt andet træer for kommunen, mens de også var i idrætshallen. Her lavede forskellige sportsforeninger opvisninger, og kongeparret fik også mulighed for at spille med borgerne i Narsaq, siger Arnaq Nielsen.
Højt humør
Byens borgere var da også rigtig glade for kongeparrets besøg, fortæller Arnaq Nielsen.
- Stemningen har været god, selvom der har været meget regn i dag for første gang på turen, men det har ikke ødelagt stemningen. Der har været en masse mennesker, som gerne vil hilse på, og som også kom, da de ankom.
Samme gode stemning var der, da kongeparret skulle videre til dagens næste destination.
- Planen er, at kongeparret skal til Qassiarsuk, hvor deres besøg slutter. Og senere på dagen tager de hjem fra Narsarsuaq, og så er deres besøg slut i denne omgang, siger Arnaq Nielsen.
Dermed bliver det afslutningen på kongefamiliens officielle besøg i Grønland, der startede den 29. juni i Qaanaaq.