Kongeparret kommer til Grønland
14. januar fik Kongeriget Danmark et nyt kongepar. Kong Frederik X og dronning Mary overtog efter dronning Margrethe 2.
Og siden da har det været spænding om, hvornår kongeparret ville aflægge deres første officielle besøg i Grønland.
Det er nu på plads. 29. juni til 8. juli kommer kong Frederik og dronning Mary til Grønland, er planen.
Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.
Det er ikke kun herhjemme, vi får fint besøg. Kongen og dronningen begynder i maj et besøg i Sverige, Norge og senere på Færøerne.
De vil sejle med kongeskibet Dannebrog, som vil fungere som residens undervejs.
Turene til Sverige og Norge er kongeparrets første statsbesøg til landene. Det sker mellem 6. og 15. maj.
- De første statsbesøg giver anledning til, at det nye kongepar møder regenterne i Sverige og Norge, og det markerer således de tætte relationer mellem de nordiske monarkier, skriver kongehuset i pressemeddelelsen.
Herefter går turen videre til Færøerne foreløbig 11. til 14. juni på første del af et Rigsfællesskabstogt.
Og sidst men ikke mindst kommer kongeparret helt nordpå til Grønland sidst i juni og begyndelsen af juli.
Det endelige program for besøgene meldes ud på et senere tidspunkt.
Første tur gik til Polen
Kong Frederiks første udlandstur efter tronskiftet gik til Polen. Her var han i forbindelse med et erhvervsfremstød fra 31. januar til 2. februar.
Rejsen til Polen var planlagt, inden det blev meldt ud, at han skulle overtage tronen efter sin mor, dronning Margrethe, 14. januar.
Kongehuset har tidligere meddelt, at kongeparrets første udlandstur sammen som kongepar skulle gå til Sverige og Norge.
- I Danmark er der tradition for, at en ny regent sammen med sin ægtefælle som det første indleder rejseaktivitet med besøg i nabolandene, skrev kongehuset på Instagram i januar.