"Kongen" udstiller i Bryggen

Normalt er det Danmark der sender de kongelige til Grønland. Men i morgen er det en grønlandsk "kongelig", der tager turen til Danmark.
Skrevet af Karsten Sommer
01. april 2011 02:33

Multikunstneren Kunngi - som betyder "Kongen" - åbner en separatudstilling med sine malerier på Nordatlantens Brygge i København i morgen.

Kunngi - som retteligt hedder Frederik Kristensen, har sit royale kælenavn, fordi Kong Frederik den 9. i 1952 besøgte Uummannaq sygehus - den dag Kunngi blev født, og kongen tog det nyfødte barn i sine arme.

Derfor blev han døbt Frederik - men er altid blevet kaldt "kongen" - "Kunngi".

Og nu får et dansk kunstpublikum mulighed for at stifte bekendtskab med Kunngis farveunivers - med fantasifulde billeder - både abstrakte og figurative - med afsæt i hverdagens og fantasiens Grønland.

Kunngi er også kendt for både digte og musik, men i denne omgang er det altså malerierne, som Danmark kommer til at lære at kende.

Kunngi har valgt at kalde sin udstilling for "Realiseringer". Udstillingen, som er blevet støttet af Nordens Institut NAPA og Royal Arctic Line, har åbent fra i morgen og frem til den 5. juni.

Se også siden her:

http://bryggen.dk/default.asp?Doc=111&news=500