Konflikten i Mellemøsten får oliepriserne til at stige
Siden konflikten i Mellemøsten brød ud, er benzinprisen i Danmark steget med næsten en krone per liter, mens diesel er blevet næsten to kroner dyrere per liter.
Det oplyser nyhedsbureauet Ritzau mandag.
Men i Grønland vil oliepriserne ikke stige foreløbig.
- De grønlandske forbrugere vil ikke foreløbig mærke de prisstigninger, der ses i andre lande, siger KNI's administrerende direktør Jeppe Jensen.
Polar Oil, som er et datterselskab under KNI, står for forsyningen af olie i landet.
KNI følger udviklingen i oliepriserne i andre lande tæt.
- For at skærme forbrugerne mod prisudsving og de store prisstigninger, som ofte ses i resten af verden, fastsætter KNI brændstofpriser for en bestemt periode, siger KNI's administrerende direktør Jeppe Jensen.
Olietransport rammes globalt
Hvis konflikten i Mellemøsten fortsætter, kan oliepriserne stige yderligere i andre dele af verden, rapporterede nyhedsbureauet Ritzau mandag.
Efter den israelsk-amerikanske invasion af Iran er olieforsyningen gennem Hormuzstrædet blevet afbrudt. Strædet er en af verdens vigtigste ruter for olietransport og står normalt for omkring 20 procent af den globale olieforsyning.
RAL's direktør, Niels Clemensen, siger i et interview med Sermitsiaq, at priserne kommer til at stige, og at det vil kunne ses hos selskabet den 1. maj.