Konference satte fokus på investeringer i Grønland

Fremtidens investeringer og minedrift i Grønland og dermed landets fremtidige indtægter og mulige arbejdspladser var på dagsordenen i dag ved Greenland Conference 2016 i København.
Foto © : Anne-Katrine Brandt
24. november 2016 17:21

Investorer, erhvervsfolk og politikere var samlet til en hel dag om at blive klogere på, hvordan Grønland kan gøre sig mere interessant for nye projekter, og hvordan virksomheder kan tilpasse sig forholdene i landet.

Konferencen blev indledt med et oplæg fra Naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, der fortalte om udviklingen af infrastrukturen i Grønland.

Blandt andet kom han ind på, at der næste år er potentiale for at bygge kraftværker i blandt andet Maniitsoq, Paamiut og Nanortalik.

Herefter var gik turen til Brian Buus fra Grønlands Erhverv om det grønlandske erhvervsklima og bagefter var der paneldebat.

Her kom professor og geolog, Minik Rosing blandt andet ind på, at det grønlandske samfund er nød til at samle og formulere, hvilke forhold, ambitioner og planer, der er for udviklingen og landet generelt.

Det giver nemlig udenlandske virksomheder, der ikke kender til landet, mulighed for at vurdere, om deres planer passer sammen med de grønlandske forhold.

I debatten fik Vittus Qujaukitsoq tolket, det som en anklage mod politikernes arbejde. Og han appellerede derfor til at lade være med at pege fingre og i stedet lade folk involvere sig og tage del i arbejdet.

Det var dog ikke ment som en anklage mod politikerne, sagde Minik Rosing og erklærede sig derefter enig i, at man bør samarbejde om den opgave, det er at tiltrække investeringer.

Ved konferencen var også flere investorer og virksomheder, Arctic Resources, Hudson Resources, Den Europæiske Investeringsbank og Vækstfonden.