Kommunerne lover bod og bedring til kørestolsbrugerne

Borgmestre i Nord- og Syd kommunerne vil gøre noget ved handicapindgangene.
Skrevet af Else Løvstrøm
03. november 2009 15:12

- Vi er nu blevet rusket lidt, og nu gør vi noget ved de manglende kørestolsindgange, siger både Jess Svane og Simon Simonsen som reaktion på den seneste kritik af manglende adgangsforhold til offentlige bygninger for kørestolsbrugere.

Borgmester Simon Simonsen fra Kommune Kujalleq har bedt sin tekniske chef om at kontakte ejerne og lejerne af de offentlige kontorer og butikker. De skal gøres bekendt med loven. Men han indrømmer også, at kommunen selv skal feje for egen dør:

- Kommunen har ingen kørestolsrampe, og vi gør alt for at få det med i budgettet, siger han.

- Vi vil blive mere opmærksomme på de pligter, vi har ansvaret for og således gøre noget ved problemet, siger Jess Svane, borgmester i Qaasuitsup Kommunia.

Han siger også, at de har en stor opgave at løse i deres store kommune. Han vil sørge for, at der sker en henvendelse til Pisiffik, så de kan gøre deres indgang mere kørestolsvenlig. Ejeren af skattekontoret i Ilulissat har allerede planer om at gøre noget ved problemet. Her er vejen for tæt på kørestolsrampen ved hoveddøren, og derfor er der planer om at lave én til bagdøren af huset.