Kommuner på stribe sender administrative ansatte hjem

Tusindvis skal nu arbejde hjemmefra i Danmark, efter antallet af smittede med corona-virus er steget den seneste tid.
- Det er selvfølgelig et forsøg på at gøre alt, hvad vi kan for at få knækket stigningen i smitte i blandt andet vores by, siger overborgmester Frank Jensen (S). Foto © : Philip Davali/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
08. september 2020 11:48

I Københavns Kommune er alle chefer blevet opfordret til i videst muligt omfang at sende de administrative ansatte hjem de næste 14 dage.

- Det er selvfølgelig et forsøg på at gøre alt, hvad vi kan for at få knækket stigningen i smitte i blandt andet vores by, siger overborgmester Frank Jensen (S).

LÆS OGSÅ Smittetal stiger i Danmark - nedlukninger kan komme på tale

Alle kommuner, som sender ansatte på hjemmearbejde, er en del af de 18, som der mandag blev annonceret lokale restriktioner for til at bremse spredningen af coronavirus.

Den eneste kommune uden for Sjælland på listen var Odense. Her vil man også sende administrative medarbejdere hjem.

Stadsdirektør i Odense Kommune Stefan Birkebjerg Andersen fortalte mandag, at det drejer sig om op mod 2000 kommunale medarbejdere.