Kommuneqarfik Sermersooq samler erhvervseliten for at snakke om vækst

Erhvervsfolk fra Nuuk er blevet samlet for at danne en gruppe ved navn G20. Og den nye lufthavn er på dagsordenen.
- Netværket er allerede trukket i arbejdstøjet på den stiftende forsamling på Hotel Hans Egede i går, hvor den nye lufthavn og dens potentiale var det altoverskyggende tema, skriver kommunen. Foto © : Kalaallit Airports.
Skrevet af Malik Brøns
30. september 2020 14:21

- Vi er enormt glade for, at erhvervslivet har valgt at bakke op om G20-netværket i så stor grad, som vi har set. Sådan et forum bliver en gevinst for alle deltagere, men også erhvervslivet i en mere bred forstand.

Det siger erhvervschef i Kommuneqarfik Sermersooq, Emil Skjervedal, i en pressemeddelelse.

Ifølge kommunen har de samlet erhvervslivets topfolk til at danne en gruppe ved navn G20. Det skete torsdag sidste uge til en forsamling i Nuuk.

LÆS OGSÅ Kalaallit Airports laver første sprængning til Nuuk Lufthavn

Her var det Nuuks kommende lufthavn og dens vækstmuligheder for hovedstaden, som blev drøftet til den stiftende forsamling.

- Netværket er allerede trukket i arbejdstøjet på den stiftende forsamling på Hotel Hans Egede i går, hvor den nye lufthavn og dens potentiale var det altoverskyggende tema, skriver kommunen.

Rapport om vækstmuligheder

I forbindelse med forsamlingen blev der også holdt workshops. Ud fra workshoppen skal der laves en rapport, ”der udpeger Nuuks vækstmuligheder med den nye lufthavn”, skriver kommunen.

Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Charlotte Ludvigsen (IA), er glad for at have samlet en stor gruppe erhvervsfolk til at snakke om vækstmulighederne i Nuuk.

- Vi ved, at lufthavnen kommer, og at de store fly kan lande og dermed binde Nuuk tættere sammen med resten af verden. Vi ved også, at vi ikke kan læne os tilbage og vente på, at det sker. Derfor er vi i gang allerede nu, med at finde fælles fodslag for, hvordan vi får udnyttet det kæmpestore potentiale, der ligger i lufthavnen, siger hun i en pressemeddelelse.

Ud over erhvervsfolkene deltog også en række politikere, embedsfolk fra Kommuneqarfik Sermersooq og fremtidsforskere.

Kommuneqarfik Sermersooq har i samarbejde med Instituttet for Fremtidsforskning i Danmark, kigget på forskellige fremtidsscenarier for erhvervet, når den nye lufthavn i Nuuk står klar.

Følgende virksomheder deltog i konferencen:

  • Royal Arctic Line
  • Royal Greenland
  • EMJ Atcon
  • TELE-POST
  • Usisaat
  • Visit Greenland
  • Brugseni
  • CSR Greenland
  • Nuuk Transport
  • SIKUKI
  • Guide to Greenland
  • Masik
  • Orbicon
  • Kalaallit Forsikring
  • Nuna Advokater
  • Arctic Law Greenland
  • BankNordik
  • Grønlandsbanken