Kommuneqarfik Sermersooq får større overskud end forventet

Flere skatteindtægter fra de mange tilflyttere har skæppet godt i kassen hos Kommuneqarfik Sermersooq, der kommer ud af 2015 med et overskud på 23,5 millioner kroner. Det er omkring tre millioner kroner mere end forventet.
Foto © : Google Street view
Skrevet af Inge S. Rasmussen
15. juni 2016 05:54

Udover skatteindtægter betyder en faldende ledighed færre udgifter til offentlig hjælp og arbejdsmarkedsydelse.

Samtidig er likviditeten mærkbart forbedret hos Kommuneqarfik Sermersooq siden kommunen i 2013 blev sat under skærpet tilsyn af Selvstyret. Ved afslutningen af 2015 var likviditeten på 101 millioner kroner hvilket er over kommunens eget krav om seks procent af omsætningen.

For første gang i kommunens historie er hele anlægsbudgettet brugt til anlægsinvesteringer.

To store projekter i Nuuk - havneprojektet og den lukkede anstalt - lægger et hårdt pres på den lokale byggebranche og ikke alle planlagte byggeprojekter er blevet gennemført, fordi der ikke er håndværkere nok.

I Tasiilaq er store byggeopgaver forsinket på grund af Viking Bygs konkurs. Politikerne har i stedet omprioriteret anlægsmidlerne og flyttet dem til opgaver, der kunne realiseres.

Borgmester Asii Chemnitz Narup betegner kommunens regnskab som særdeles tilfredsstillende.

- Det er dejligt, at vi nu kan se de positive effekter af de svære beslutninger vi traf i 2014, siger borgmesteren i en pressemeddelelse, der minder om at Kommuneqarfik Sermersooq blev pålagt at betale yderligere 25 millioner kroner i udligning til de øvrige kommuner.