Forsker: Kommunen bør evaluere containerboliger til hjemløse
26 containerboliger blev for knap to år siden stillet op i Nuuk i et forsøg på at skabe et tilbud med om tag over hovedet til hjemløse.
Men kun halvdelen af boligerne er i brug, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.
LÆS OGSÅ Halvdelen af Nuuks containerboliger til hjemløse står tomme
Et af kraven for at kunne leje en containerbolig er at den hjemløse har et arbejde. Men man bør gøre det omvendt, mener sociolog ved Ilisimatusarfik Steven Arnfjord.
I Canada og i Alaska har man erfaringer med hjemløse, hvor man skaffer boliger først, og så begynder med sociale tilbud, hvor man integrerer dem på arbejdsmarkedet, fortæller forskeren.
- Det har vist sig at lykkes andre steder, fordi det skaber en tryghed og sikkerhed, at man har sit eget sted. Man får en frisk start på tilværelsen, får mulighed for at tale med en sagsbehandler eller misbrugsbehandler og får hjælp til at blive integreret på arbejdsmarkedet igen,, siger Steven Arnfjord, der blandt andet forsker i hjemløse i Grønland.
Derfor mener Steven Arnfjord, at politikerne i Kommuneqarfik Sermersooq bør evaluere containerboligerne.
Forskeren fortæller dog, at dem han har talt med, der bor i containertilbuddet er glade for, at have tag over hovedet. Men han slår samtidig fast, at tilbuddet er midlertidigt og derfor er det vigtigt, at kommunen har løsninger for, hvordan beboerne i containerne kommer videre i systemet.