Kommune vil ikke hjælpe forældre til skudoffer

Der er ingen hjælp til forældrene, hvis 17-årige søn for knap tre uger siden blev skudt i hovedet i Esbjerg, skriver DR på sin hjemmeside.
Skrevet af Jaaku Lyberth
22. november 2013 07:13

Benedikte Nielsen har sammen med sin mand siddet trofast ved deres søns side de seneste tre uger.

- Han er meget bange, siger Benedikte Nielsen til DR Syd.

Den 17-årige er lam i benene og kan ikke tale. Men han kan dog kommunikere med øjnene eller et lille klem med venstre hånd.

Begge forældre er på kontanthjælp, og de har svært ved at få råd til de udgifter, som mad, overnatning og transport.

Forældrene har derfor flere gange søgt om hjælp hos Esbjerg Kommune, til de udgifter, de har i forbindelse med deres søns indlæggelse på Odense Universitetshospital, men kommunen siger nej.

- Jeg har slet ikke flere kræfter til det. Jeg har søgt og søgt, men vi får afslag hele tiden, siger Benedikte Nielsen.

Til DR forklarer Esbjerg Kommune det sådan her:

- Det skal være rimelige og nødvendige udgifter, og det betegner man ikke det her som, siger formand for Socialudvalget i Esbjerg kommune, Henrik Vallø.