Kommune oplever voldsommere børn

Den seneste uges anmeldelser om vold mellem børn helt ned til ni-års alderen i Nuuk kommer - desværre - ikke bag på afdelingschefen i Kommuneqarfik Sermersooqs Børne- og Familieafdeling.
Skrevet af Jaaku Lyberth
03. april 2012 11:42

Der er børn, vi taber, erkender kommunen, og omgangsformen bliver stadigt hårdere, lyder vurderingen her.

- Oplevelsen er, at det bliver grovere. Der er nogle, der bruger glasskår, og jeg ved også, at nogen kan finde på at have en kniv i lommen og true med den, siger afdelingsleder Vivi Christiansen efter den seneste uge alene har budt på tre anmeldte sager om vold mellem børn.

I en af sagerne overfalder seks drenge på mellem ni og 13 år en jævnaldrene dreng, der bliver væltet omkuld på jorden og sparket og slået forskelllig steder på kroppen.

Politiet oplyser, at man indkalder de involverede børn til en samtale sammen med deres forældre, og herefter bliver sagerne givet videre til kommunen.

I Kommuneqarfik Sermersooq har man intet præcist overblik over antallet af sager, men man oplever altså, at børnene bliver mere og mere hårde over for hinanden. De sociale myndigheder i kommunen vurderer, at det i mange tilfælde drejer sig om børn, der er omsorgsvigtede og udøver vold for at komme af med deres frustrationer.

- Det kan godt være at de bruger vold til at komme af med det de har inden i - de  frustrationer - og ballonen springer hos dem, når det går hen og bliver til vold, siger Vivi Christiansen fra Børne- og Familieafdelingen.

Sidste uges voldssager er endnu ikke havnet på kommunens bord, oplyser afdelingslederen. Når det sker vil børnene og deres forældre samt skolen blive kontaktet og indbudt til en samtale hos kommunen. Her vil Børne- og Familieafdelingen så forsøge at iværksætte en handlingsplan for alle de implicerede i den enkelte sag.

Men kommunen erkender, at det langtfra er alle, man lykkes med at hjælpe. Børn bliver tabt, og det handler ofte om forældrenes vilje til at samarbejde, fortæller afdelingsleder Vivi Christiansen.

- Vi gør jo vores bedste. Men vi kan ikke hjælpe alle børn. Desværre. Vi hjælper dem, vi kan, og dem vi kan nå, og med de forældre, som har en god samarbejdsvilje. Men der er nogle børn, vi taber hen ad vejen. Der er noget vi må erkende; vi kan ikke hjælpe alle. Desværre.