Kommune melder entreprenør til politiet

Kommune Kujalleq har anmeldt den islandske entreprenørvirksomhed Greenice til politiet, da kommunen mener, at virksomheden har overtrådt loven. Men politiet har foreløbig ikke reageret på anmeldelsen.
Skrevet af Nûno Isbosethsen
04. oktober 2011 14:51

Sagen handler om et byggeri på levnedsmiddelskolen INUILI i Narsaq.  

Ifølge kommunen har virksomheden tilsyneladende fået lov til at tilsidesætte alle love og gængse spilleregler i forbindelse med byggeriet.

Blandt andet har der været anvendt udefrakommende arbejdskraft uden tilladelse, og medarbejdernes og borgernes sikkerhed er i adskillige tilfælde blevet groft tilsidesat.

- Byggepladsen var for eksempel i perioder overhovedet ikke indhegnet og et stort hul i vejen var ikke afskærmet, lyder det fra Kalistat Lund, der er formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Kommune Kujalleq.

- Flere gange har der også været problemer med lønudbetaling, så kommunekassen har måttet bistå borgere, der på grund af den manglende løn, ikke kunne betale deres regninger, fortæller han, og oplyser, at kommunen derfor anmeldte islandske Greenice til politiet helt tilbage i juli 2010, og derefter igen den 11.november 2010.  

Men kommunen har endnu ikke hørt fra politiet, på trods af de 2 politianmeldelser af virksomheden i 2010.  

Stationslederen i Politi Narsaq, Oluf Biilmann, siger til radioavisen at efterforskningen af sagen endnu ikke er afsluttet, og at det er derfor Kommune Kujalleq ikke har fået tilbagemelding.