Kommunalbestyrelsesmedlemmer promoverer lokalråd

Lørdag d. 18. januar vil medlemmerne af kommunalbestyrelsen være at finde ved Pisiffik i Nuussuaq, hvor de vil promovere lokaludvalgene. Det sker ved hjælp af ”flyers”, der bliver uddelt til de forbipasserende.
Skrevet af Peter Troelsen
17. januar 2014 09:12

På den måde får man sat fokus på de tre borgermøder, der afholdes i næste uge. Temaet på møderne er netop lokaludvalgene. Politikerne håber med deres aktion at få gjort borgerne mere interesseret i lokalrådene og det arbejde, der udføres der.

-Vi vil gøre så meget, som vi overhovedet kan for at gøre borgerne opmærksom på borgermøderne. Derfor kommer vi ud til borgerne for at få dem til at deltage, så de kan være med til at påvirke lokaludvalgenes organisering, og hvilke opgaver de skal have, fortæller Mille Søvndahl Pedersen, der er formand for Anlægs- og Miljøudvalget.

Mandag eftermiddag går det så løs med uddelingen af ”flyers” igen. Denne gang foregår det i Nuuk Center.

De tre borgermøder, som kommunalbestyrelsesmedlemmerne promoverer, foregår tirsdag, onsdag og torsdag i uge 4. Tirsdag i Hans Lynge Skolens idrætshal, onsdag er det i Nuussuaq Skolens aula og torsdag er det i Ukaliusaqs Skolens kantine. Alle møder afholdes fra kl. 19.00 til kl. 21.00.