Koalitionsudspil fra IA

Forhandlingerne fortsætter, og Kuupik Kleist håber på en aftale i morgen.
06. juni 2009 16:19

Forhandlingerne om en ny landsstyrekoalition fortsætter. Valgets vinder, partiet IA, afventer nu reaktioner på et udspil, som partiet er kommet med i dag.

Det oplyser formanden for IA, Kuupik Kleist. Forhandlingerne i dag har omfattet samtlige partier minus Siumut, det vil sige Demokraterne, Kattusseqatigiit Partiiat og Atassut.

- Vores udspil vedrører en række principielle spørgsmål, men der er ikke tale om en koalitionsaftale i detaljer. Før jeg får en tilbagemelding fra partierne, kan jeg ikke sige, om alle partier fortsat er med i forhandlingerne, lyder det fra Kuupik Kleist. Han ønsker ikke at oplyse, hvad de principielle spørgsmål omfatter.

Sidst på eftermiddagen var Kuupik Kleist åben for at forhandlingerne eventuelt fortsætter i aften, og ellers vil det ske i morgen.

- Vi har brug for al den tid, der er til rådighed for forhandlingerne. Jeg er stadigvæk optimist med hensyn til at nå en aftale i morgen, men i alle tilfælde vil der være en koalitionsaftale i god tid, inden på fredag, hvor det nyvalgte Landsting mødes for at konstituere sig, siger Kuupik Kleist.