Knud Rasmussen charmerer stadig

80 år efter hans død, kan Knud Rasmussen stadig fascinere. I Helsingør i Danmark er folk strømmet til det store Knud Rasmussen-arrangement denne weekend.
Skrevet af Martine Lind Krebs
02. februar 2013 13:49

Arrangementets store popularitet er kommet bag på formanden for Knud Rasmussen Selskabet Claus Oreskov, som har taget initiativ til arrangementet:

- Det er vanvittigt populært, og det kom bag på os alle sammen. Så jeg kalder det Knud Rasmussen-renæssancen, for det er lige som om interessen for Knud er blevet genfødt her i Helsingør af alle steder. Folk strømmer til, og der er kø på alle arrangementerne, siger han.

Han ser interessen som udtryk for, at Arktis generelt fylder mere i bevidstheden hos danskerne.

- Der er så meget snak for tiden om Grønland, udvinding af mineraler, olie og råstoffer i Arktis, samarbejdet mellem de arktiske lande. Hele det fokus har gjort at interessen i Knud Rasmussen vokser, det kan man tydeligt mærke.

Og selv om det er 80 år siden, at Knud Rasmussen døde, så virker charmen endnu

- Knud var jo i den grad en kvindebedårer, og han forfører stadig kvinder. Når jeg er ude og holde foredrag, så kommer der stadigvæk flest kvinder, siger Claus Oreskov.

Han mener, at vi stadig kan lære noget af Knud Rasmussen i dag, ikke bare af den guldgrube af forskning og etnografiske samlinger, som han har efterladt sig. Men også af hans person.

- Han er brobyggeren mellem Grønland og Danmark, fordi han var begge dele selv. Der er meget snak om den danske nationale helt, men Knud Rasmussen følte sig jo som en grønlænder – ikke som dansker. Han kendte begge verdener ud og ind. Han var lige dygtig på dansegulvet i natklubberne i København som han var til at køre med hundeslæde oppe ved Upernavik.

På programmet på Helsingør Bibliotek denne weekend står filmene Palos Brudefærd og Med Hundeslæde gennem Alaska og trommesange og historier fra Qaanaaq ved Kasaluk Qaviaq. Desuden fortæller tidligere skuespilchef Lone Bastholm, forfatter Knud Michelsen og Claus Oreskov om Knud Rasmussens liv og rejser.