KNT kæmper videre

Efter lang tids usikkerhed om fiskerivirksomheden KNTs fremtid, er selskabet nu gået konkurs. Flere af de tidligere ejere arbejder dog på at redde dele af selskabet.
Skrevet af Jonas Fievé
10. december 2015 17:56

Både direktøren og bestyrelsesformanden har langt fra opgivet at drive virksomheden videre.

- Jeg håber ikke indhandlingen stopper helt. Indhandlingsfabrikken vil altid være der. Vi vil sammen med dem, som er interesseret i det, arbejde for, at indhandlingen kan fortsætte, siger direktør for KNT Mikael Petersen til Qanooroq.

5 til 6 medarbejdere på KNTs indhandlingssted i Niaqornat bliver ramt af konkursen, som også rammer bygdens 50 indbyggere, da det var den eneste indhandlingsmulighed i området. Nu skal fiskerne derfor til at sejle til Uummannaq for at indhandle.

Læs også KNT under konkursbehandling

Derfor håber bestyrelsesformanden for det nu konkursramte selskab på, at dele af virksomheden kan reddes.

- Det kan sagtens være, at vi fortsætter på en eller anden måde, men vi ved det ikke endnu. Det kommer an på ejerkredsen, og det vil blive afklaret, når bestyrelsen mødes til januar, fortæller formanden for KNT Jakob Kruse.

Nu er det op til retten

Retten i Grønland har udpeget en kurator, som har til opgave at redde så meget af virksomheden samtidig med, at der komme penge til dem, som KNT skylder penge. Næste skidt bliver derfor at finde ud af, hvem der er interesseret i at overtage resterne af KNT, og her kommer Mikael Petersen og Jakob Kruse ind i billedet.

Kurator i konkursboet Niels Hansen Damm bekræfter også, at der er vist interesse for at overtage dele af fiskerivirksomheden KNT, men siger at det er for tidligt at sige noget om, hvordan det kommer til at gå.