KNR's bestyrelse planlægger nyt mediehus

KNR, AG, Sermitsiaq, Nuuk TV og andre medieudbydere samlet under samme tag med fælles administration og serviceudgifter. Sådan ser fremtidsvisionen ud for KNR's nye bestyrelsesformand Peter Jensen, der i dag præsenterede sig for KNR's medarbejdere.
Skrevet af mlk
06. oktober 2009 12:11

De forskellige medieudbydere i Grønland pusler med planer om at samles i et stort fælles mediehus. På den måde vil medievirksomhederne kunne spare en væsentlig del af administrationsudgifterne væk ved at deles om reception, bogholderi, kopimaskiner og en lang række andre funktioner, som i dag er til stede i hver enkelt virksomhed. Planerne blev fremlagt over for KNR's personale på et møde med den nye bestyrelsesformand Peter Jensen.

- Det betyder ikke, at den redaktionelle frihed skal begrænses. Vi skal bevare pressens demokratiske rolle, understregede Peter Jensen på mødet. Såvel aviserne som Nuuk TV har vist interesse i projektet, oplyste bestyrelsesformanden.

Peter Jensen oplyste også, at han som bestyrelsesformand vil fortsætte med at arbejde for, at KNR gøres til en erhvervsdrivende fond.