knr.gl anmeldt til politiet

knr.gl er blevet politianmeldt for en kommentar skrevet af en læser. I kommentaren nævnes navnet på et landstingsmedlem, der beskyldes for at have snydt ved afstemningerne i Landstinget under denne samling. Vicepolitimester Morten Nielsen bekræfter over for Radioavisen, at der er indgivet anmeldelse.
12. november 2008 05:14

KNR’s webmaster Martin Chemnitz understreger over for Radioavisen, at det ikke er KNR’s opgave at vurdere om ytringer på knr’s debatforum er sande eller falske.

- Vi har retningslinier for tonen i debatten på KNR.gl, ikke for meningsforskelle. Vi tager denne balance mellem ytringsfrihed og censur meget alvorligt, siger han og understreger, at meninger ytret i debatterne på KNR.gl ikke er et udtryk for KNR's meninger, siger Martin Chemnitz.

- Vi mener det er positivt at debatterne har været med til at åbne op for ytringer der ellers kun ville komme frem i lukkede fora. Ytringer der overtræder andres grænser, er ofte bedst tjent med at blive besvaret på nettet i stedet for at blive bortcensureret af KNR.gl, tilføjer han.

Landstingets formand Ruth Heilmann tager i en pressemeddelelse skarp afstand fra de rygter på nettet om hvem det er, der angiveligt har snydt ved afstemningerne.

På knr.gl kan I finde de retningslinjer, der er for debatten på hjemmesiden.