KNR-journalist nomineret til Prix Europa

Henriette Rasmussens radiodokumentar om Mændenes cirkel er indstillet blandt bidrag fra 40 lande til pris ved Europas største mediefestival.
15. september 2009 15:23

En grønlandsk radiojournalist har fået juryen for Europas største mediefestival til at spidse ører. Henriette Rasmussen fra KNRs Radio KU er nomineret til den fornemme Prix Europa for radiodokumentaren Angutit iloqqasut - Mændenes cirkel, der blev udsendt i løbet af sommeren.

Dokumentaren tager udgangspunkt i en mandegruppe og udvikler sig til en byvandring i Nuuk og samtaler med mænd om deres frygt, deres besværligheder med livet og med kvinderne. Hendes forsøg på at komme ind i mændenes cirkel og høre om deres liv - og hende konstatering af, at cirklen først lukkes rigtigt, når hun er gået.

Henriette Rasmussens udsendelse er blevet nomineret blandt en lang række bidrag fra 40 lande. Finalen med 231 produktioner afvikles i Berlin fra 17. til 24. oktober. Henriette Rasmussen har i halvandet år deltaget i radiofonisk efteruddannelse i Island, Grønland, Sverige og Danmark arrangeret af Islands Filmskole og Ilisimatusarfik.