KNR ansætter to nye chefer

KNR Radio og TV får nye chefer fra slutningen af sommeren.
Skrevet af mlk
29. juni 2010 12:55

Det bliver journalist Thora H. Nielsen fra journalistuddannelsen, der fremover skal lede KNR Radio, mens journalist Malînánguaq Marcussen Mølgaard, der i dag er kommunikationschef for Tele, bliver chef for KNR TV.

Ledelsen i KNR glæder sig over de nye chefer og har store forhåbninger til dem.

- KNR vil tilpasse sig nye tider og vil lave ændringer for at forny programkoncepterne. Derfor skaber ansættelsen af de nye chefer forventninger, og vi glæder os til, at vi sammen med de nye chefer tager fat om fornyelserne, siger chef for KNR Produktion, Frederik Lund.

Når de nye chefer starter, skal de nuværende chefer for KNR Radio og TV, Knud Aalua Lynge og Niels Pavia Lynge, flyttes over i KNR's Innnovationsafdeling, hvor de skal tage fat om produktionsplanlægning.

Thora H. Nielsen starter på KNR 1. august og Malînánguaq Marcussen Mølgaard starter 1. oktober.