KNR’s nye direktør er udpeget
– Vi har i bestyrelsen peget på Jacob Abelsen som KNR's nye direktør og glæder os til at samarbejde med ham om at fortsætte udviklingen af KNR.
– Vi har nået mange gode resultater i den seneste års tid, og vi vil sammen med Jacob Abelsen fortsætte med at udvikle KNR i henhold til den lagte strategiplan, siger KNR's bestyrelsesformand, Nukaraq Eugenius.
Jacob Abelsen har hidtil været afdelingschef i Departementet for Bolig, Byggeri og Infrastruktur. Han stillede op for Atassut ved det seneste valg og er oprindelig bankuddannet i Grønlandsbanken.
Han afløser Søren Lennert Mortensen, som forlader posten efter halvandet år.
– Vi ønsker Jacob hjertelig velkommen til KNR og siger farvel og tak til Søren, som har opnået flotte resultater i sin korte KNR-tid, udtaler Nukaraq Eugenius.