Knipsede en smøg på en betjent

En ægtepar fra Ilulissat blev i weekenden anholdt for vold, da de under tumult på et værtshus truede en betjents børn og knipsede en cigaret hen på en betjent.
26. oktober 2009 09:29

Sagen begyndte, da politiet lørdag aften blev kaldt ud til uro på et værtshus. Her blev manden og hans kone bedt om at forlade stedet.

Manden nægtede imidlertid at forlade værtshuset og begyndte at true en betjents børn. Derfor blev han anholdt for vold, og han blev i går fremstillet for retten og er nu tilbageholdt frem til den 9. november. Politiet i Ilulissat oplyser, at manden tidligere er dømt for vold mod politiet.

Også mandens kone blev anholdt, da hun på vej ud af værtshuset knipsede sin tændte cigaret efter en betjent. Det udløste en anholdelse for vold mod politiet.