KNI: Vi er bedre end vores rygte

KNI's bestyrelsesformand Michael Skourup og administrerende direktør Søren Lennert Mortensen tager i dag til genmæle i forbindelse med den seneste tids kritik af fosyningssituationen i flere bygdere og yderdistrikter. Faktisk er KNI bedre end sit rygte, fremgår det af deres svar.
07. juli 2011 07:24

De beklager, at der visse steder har manglet visse dagligvarer. Men mangelsituationer vil aldrig helt kunne undgås. Kundernes købmønstre hele tiden ændrer sig, og det gør  kundernes købekraft også. Den svinger sammen med godt eller skidt fiskeri og indhandlingen af fangst.

- Men KNI laver naturligvis også fejl når der disponeres og indkøbes varer i op til 8-10 måneders forbrug i de isbelagte områder, og netop derfor har KNI investeret i et nyt lagerstyringssystem som blandt meget andet skal hjælpe til med en bedre disponering af vinterforsyningen, skriver KNI-ledelsen.

De tilføjer samtidig, at servicekontraktbetalingen fra Selvstyret til KNI i de seneste år har været kraftigt faldende. Og det sammen med den accelererende fraflytning fra mange bygder været og fortsat er en betydelig udfordring for KNI, som har måttet rationalisere sin drift betydeligt. Blandt ander er antallet af medarbejdere i løbet af de sidste fire år faldet med mere end 100.

I et tæt samarbejde med Selvstyret arbejdes der på at udarbejde en ny flerårig servicekontrakt, hvor betalingen fortsat er faldende og hvor det er uundgåeligt at driften fortsat skal rationaliseres, fremgår det meldingen fra KNI's topledelse.

Ledelsen konstaterer iøvrigt ofte på de offentlige møder, virksomheden holder,at kunderne er meget forstående og gerne vil tage et medansvar for varedisponeringen i form af oprettelse af egentlige butiksråd.