KNI stadig uden bestyrelse

Det undrer Demokraterne, at Naalakkersuisut stadigvæk ikke har udpeget afløsere for de tre bestyrelsesmedlemmer, der gik af i protest mod fyringen af KNIs tidligere administrerende direktør, Claus Jensen, tilbage i november sidste år.
04. februar 2014 14:21

Demokraternes medlem af Inatsisartut Anda Uldum, har i et §37 spørgsmål stillet flere spørgsmål om, hvorfor der endnu ikke er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i KNI.

Anda Uldum vil blandt andet vide om, Naalakkersuisut har problemer med at finde kandidater med de rette kompetencer til bestyrelsesarbejdet i KNI A/S, siden der endnu ikke er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling.

Anda Uldum vil derudover også vide, hvilke kompetencer Naalakkersuisut lægger vægt på, i forbindelse med den kommende udpegning af bestyrelsesmedlemmerne i KNI A/S.

Det undrer Anda Uldum, at dette endnu ikke er sket, da formanden for Naalakkersuisut tilbage i december måned i et endnu §37 spørgsmål, svarede medlemmerne af Atassut, Gerhard Petersen og Knud Kristiansen, at Naalakkersuisut arbejdede med at finde egnede erstatninger til de tre fratrådte kandidater.