KNI sponserer efterskole- og AFS-ophold

Der er omkring 1000 ansatte i Grønlands landsdækkende forsyningsvirksomhed KNI. Og nu kan dem af de mange ansatte, der har teenagebørn, se frem til at deres arbejdsplads tilbyder økonomisk hjælp, hvis deres børn ønsker at komme på efterskole i Danmark, eller tage et år i udlandet via AFS-ordningen.
Foto © : Tjele efterskole
Skrevet af Karsten Sommer
30. september 2015 06:30

Det fortæller KNI´s administrerende direktør Peter Grønvold Samuelsen i en pressemeddelelse.

- Fremover vil der være en mulighed for at vores godt 1000 ansatte kan at søge om hel eller delvis støtte til deres barns efterskoleophold eller et AFS-ophold. Vi har afsat midler til at støtte tre unge mennesker til efterskoleophold, og andre tre unge til et AFS-ophold, siger direktøren og begrunder:

- Det gør vi fordi de unge bogstaveligt talt er KNI´s  fremtid. Vi er som koncern afhængig af unge mennesker i vores virksomhed i fremtiden. Og meget gerne unge mennesker, der har været ude i den store verden, og som derfor har en føling med hvad der sker udenfor Grønland, slutter Peter Grønvold Samuelsen.