KNI-formand beskylder GE for overherrementalitet

GE kalder det uforståeligt, at KNI's bestyrelsesformand kritiserer GE for at blande sig i samfundsdebat.
Niels Thomsen Foto © : Niels Thomsen
02. december 2015 14:35

KNI's bestyrelsesformand Niels Thomsen beskylder i et usædvanligt hårdt angreb erhvervsorganisationen GE for det han kalder overherrementalitet.

GE's direktør er forvirret over kritikken, men Thomsen er klar i mælet.

- Det jeg er lidt harm over er, at de, som man også ser det i andre henseender, agerer som bedrevidende og har en form for nedladende attitude, siger bestyrelsesformand for den selvstyreejede virksomhed KNI.

 

KNI: det er overherrementalitet

Han gør det ydermere klart, at GE ikke skal gøre sig til smagsdommer for, hvad der er godt og skidt i det grønlandske samfund.

- Den der overherrementalitet, som vi ofte ser, den bryder jeg mig ikke om. Og der er det jeg reagerer imod, siger Thomsen til KNR.

Læs også KNI vil ud af GE

Hos Grønlands Erhverv gør direktør Brian Buus Pedersen, det klart, at han har noget vanskeligt ved at forstå, hvad Niels Thomsen mener med sin kritik.

- Om han mener vi skal blande os uden om den politiske debat? spørger Brian Buus Pedersen.

 

GE: repræsenterer erhvervslivet

GE's direktør forklarer, at erhvervsorganisationen spiller en rolle i samfundet, og blandt andet har afleveret omkring 250 høringssvar de seneste fire år.

Han peger på, at organisationen på den måde, også blander sig i den offentlige debat.

- Og det mener jeg er rimeligt og legitimt, i og med vi er en erhvervsorganisation, som efter bedste evne skal prøve at repræsenterer erhvervslivets interesser og synspunkter.

 

Ung generation accepterer ikke indblanding

KNI's bestyrelsesformand mener dog ikke, at GE bør blande sig i samfundet på den måde de gør i dag.

- Jeg kan fornemme, at min generation ikke accepterer den ældre generations stiltiende accept af, at nogen andre end os agerer sådan, som GE agerer. Det synes vi ikke om, siger Niels Thomsen.

Hos Grønlands Erhverv sidder direktøren undrende tilbage.

- Jeg synes, at det er meget underligt, og lettere uforståeligt, hvis Niels Thomsen mener, at vi skal stikke piben ind. Det er jo en del af vores opgave at deltage, være med og bidrage til den politiske debat, siger Brian Buus Pedersen.