KNAPK vil sælge indhandlingsanlæg uden krav

Royal Greenland driver flere af sine indhandlingsanlæg på en monopoliserende måde, hvor de misbruger deres position. Det mener KNAPK i hvert fald.
Foto © : KNR
19. november 2014 04:38

Derfor, foreslår fisker-/fangerorganisationen, skal de indhandlingsanlæg, der kun er ejet af Royal Greenland, privatiseres - altså sælges til fiskerne.
 
I dag præsenterede KNAPK 11 anbefalinger til partiernes Inatsiartut-kandidater. Et af de markante spørgsmål, som fiskerne efterlyser opbakning til i valgkampen er en privatisering af Royal Greenlands indhandlingsanlæg.
 
KNAPK's direktør, Petrus Biilman, mener ikke, det vil blive noget problem at finde købere i blandt fiskerne.
 
- Der er nogle fiskere og fangere, som sagtens vil kunne opkøbe og drive et anlæg. Vi har nogle eksempler på et forsøg på opkøb i Kangaatsiaq fra Royal Greenland og et par andre steder. Der er altså nogen, som er klar.

LÆS OGSÅ KNAPK indkalder til "skelsættende pressemøde"

Flere ejere på anlæggene langs kysten vil give hårdere konkurrence og dermed højere indhandlingspriser, håber fiskerne. Særligt hvis man sørger for, at give de nye ejere af anlæggene frie tøjler til at lave forretning og indhandle de arter, som ejerne ønsker.
 
- Så snart det ikke er en myndigheds- eller selvstyreejet fabrik, så skal ejerne selvfølgelig selv bestemme, hvad de skal producere.
 
Lyder det fra direktøren i KNAPK. En kæphest hos fiskerne har været særlige klausuler, som Royal Greenland har praktiseret, hvor nye ejere af et anlæg pludselig bliver stillet overfor et krav om, at de ikke må fiske hellefisk for eksempel. Den slags klausuler skal fremover være ulovlige, foreslår foreningen.