KNAPK: Russer-aftale er en ommer

Fisker- og fangerorganisationen KNAPK er ikke begejstret for den ny fiskeriaftale som Grønland og Rusland netop har forhandlet på plads i Moskva, og som nu afventer godkendelse i Naalakkersuisut.
Skrevet af Karsten Sommer
05. december 2012 06:28

Den ny fiskeriaftale gælder russernes fiskeri i farvandet omkring Grønland og det grønlandske fiskeri i Barentshavet.

Og selvom både Departementet for fiskeri og erhvervslivets repræsentanter, som var med i Moskva, kalder aftalen "af stor værdi for Grønland", har KNAPK det helt anderledes.

KNAPK kalder resultatet af forhandlingerne for - som det udtrykkes - "yderst skuffende",  og baserer sin kritik på en række regneeksempler, der i følge KNAPK viser at russerne får langt mere ud af aftalen end Grønland.

KNAPK beregner værdien af de grønlandske torske- og kullerkvoter i Barentshavet til en værdi på lidt mere end 36 millioner kroner, mens russernes kvoter på rødfisk og hellefisk kan indbringe Rusland små 52 millioner.

Det giver en difference på knap 15,8 millioner kroner i Ruslands favør anfører KNAPK's formand Leif Fontaine i en kommentar. Og han kalder direkte  forhandlingsresultatet pauvert og "en ommer", som Naalakkersuisut ikke bør godkende.