KNAPK: Inuit-undtagelse har ingen betydning

EU's yderst omdiskuterede forbud mod import af sælskindsprodukter gælder godt nok ikke herhjemme, men det rammer uanset hårdt, lyder det fra KNAPK, der ikke mener, at den såkaldte Inuit-undtagelse betyder det fjerneste.
27. maj 2011 04:48

Men forbuddet kan nu være på vej til at blive endegyldigt trukket tilbage, forudser fisker- og fangerorganisationen, efter en række lande, med USA og Kina i spidsen, har tilkendegivet deres støtte til Norge og Canada i sagen.

- Med den opbakning, som de har nu fået fra de store handelslande, er der en overvejende sandsynlighed for, at importforbuddet bliver ophævet, vurderer formand Leif Fontaine.

Norge og Canada har krævet, at EU´s importforbud af sælskindsprodukter bliver efterforsket i verdenshandelsorganisationen WTO, da de mener, at afgørelsen er i strid med dennes handelsbestemmelser. De mener heller ikke, at tvisten alene handler om sælprodukter, men også om WTO-medlemmers ret til at handle med havets ressourcer generelt.

Udmeldingen har siden mødt opbakning hos så mange lande som USA, Columbia, Japan, Mexico, Island, Kina, Argentina, Ecuador, og Namibia.

Men EU holder altså indtil videre fast, da man helt overordnet set mener, at sælfangsten mange steder ikke kan forsvares rent dyreetisk.

Verdenshandelsorganisationen har siden klagen blev modtaget oprettet en såkaldt tvistbilæggelsesorgan, som har til opgave at afgøre striden mellem EU - og Norge og Canada.