KNAPK: 296 joller vil aldrig true hellefisken

Et mundhuggeri er startet, efter Verdensnaturfonden, WWF's, danske afdeling fortalte, at de overvejer at skrive den indenskærs hellefisk på rødlisten i deres forbrugerguide for fiskeindkøb.
08. maj 2014 04:15

Fisker- fangerorganisationen KNAPK mener, at WWF skal passe meget på med deres håndfaste råd til forbrugerne, når der ikke rigtigt er nogen, der kender til hellefiskens udbredelse med sikkerhed.

- Hvis den verdensomspændende organisation WWF opfordrer folk i hele verden til at lade være med at købe hellefisk i Grønland, vil det jo betyde, at mange familier vil blive ramt. Det kan vi overhovedt ikke acceptere, siger fungerende formand i KNAPK Leif Fontaine.

Han mener, WWF skal passe grundigt på, inden de rådgiver forbrugerne til at holde sig fra at købe indenskærs hellefisk fra Grønland.

Verdensnaturfonden i Danmark er én af de lokalafdelinger, der overvejer at skrive indenskærs hellefisk på deres rødliste, men de har ikke gjort det endnu, skriver de til KNR. I København har man nemlig fået nye oplysninger fra Naturinstituttet i Grønland, der gør, at de overvejer det en ekstra gang.

Sagens kerne er biologernes manglende viden. I øjeblikket ved Naturinstituttet kun noget om hellefisken i Disko og Uummannaq, selvom den fiskes langs det meste af kysten. Og er der noget, som både fiskerne og biologerne er enige om, så er det, at det er godt med et bedre overblik over hellefiskens sundhed.

- I KNAPK har vi altid har efterlyst undersøgelser af hellefisken i hele Grønland, men det er jo op til Naturinstituttet, siger KNAPK's fungerende formand.

Hvis der var mere solid viden om arten, og hvis der ikke blev skruet op og ned for kvoterne med kort varsel, så ville WWF ikke overveje at skrive indenskærs hellefisk fra Grønland på deres liste.

Foreningen for indenskærs hellefiskeri, SQAPK, er ligesom KNAPK oprørt over WWF's overvejelser. SQAPK mener ikke WWF's frygt er begrundet.

- Vi lægger afstand til WWF´s påstand. Vi havde møde med Naturinstituttet i 2013, og her blev der oplyst, at bestanden af hellefisk i Diskobugten og resten af forvaltningsområdet ikke er truet og kan fiskes i år og næste år som planlagt, skriver Erik Lange, kontorleder i SQAPK.

Som Leif Fontaine siger, skal man passe på med at tro, at den indenskærs hellefisk kan uddø med det nuværende fiskeri.

- Den kystnære flåde af små både og joller bliver aldrig en trussel for hellefiskbestanden i Grønland, siger han.

WWF Verdensnaturfonden har henvendt sig til KNR. De vil gerne understrege, at den danske fiskeguide, som den danske afdeling af WWF er ansvarlig for, ikke er udkommet endnu.

- Der er fra andre nationale WWF-kontorer, blandt andet Schweiz, udkommet fiskeguides, hvor hellefisk fra indenskærs fiskeri på Vestkysten er listet som rød. Det betyder ikke, at WWF-kontorerne mener, hellefisken i Grønland er udryddelsestruet. Det betyder, at der er problemer med forvaltningen af fiskeriet, som gør, at lokalafdelingerne opfordrer forbrugerne til ikke at købe hellefisk fra de pågældende fiskeriområder, skriver Verdensnaturfonden Danmark.