KNAPK ønsker mindstepriser

Fisker- og fangerforeningen går til landsstyret med krav om indhandlingsskibe.
Skrevet af Karsten Sommer
15. juni 2009 05:17

Fisker- og fangerforeningen KNAPK opfordrer landsstyret til hurtigst muligt at indføre en mindsteprisordning for fiskeriet. Samtidig skal der arbejdes for hurtigst muligt at indsætte indhandlingsskibe til torskefiskeriet.

Det er et nødvendigt skridt, hvis samfundet skal køre videre, skriver KNAPK´s formand Leif Fontaine i sin henvendelse til Landsstyret.

- Vi ved alle at samfundet har måttet givet Royal Greenland en økonomisk indsprøjtning, for at undgå at vort land kollapser økonomisk. Men vi skal huske at den økonomiske nedtur i Royal Greenland også har ramt fiskerne meget hårdt, både erhvervsmæssigt og hvad angår levevilkår. Og det er ikke fiskernes skyld, påpeger Leif Fontaine.

Derfor er det nødvendigt at indføre mindstepriser nu, samt få indsat indhandlingsskibe hurtigst muligt, fastslår KNAPK´s formand.