Klimaforandringer gør livet svært for arktiske sommerfugle

Arktiske sommerfugle er blevet mindre i takt med, at klimaændringerne har fået temperaturen i Grønland til at stige. Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.
Skrevet af Karsten Sommer
07. oktober 2015 14:07

Forskerne har målt vingelængden på næsten 4.500 arktiske dagsommerfugle såsom arktisk perlemorsommerfugl og høsommerfugl - og konstateret, at vingelængden er faldet betydeligt som reaktion på varmere somre.

Det fortæller seniorforsker Toke T. Høye fra Aarhus Universitet.

Konsekvenserne for de arktiske sommerfugle kan blive ganske betydelige. Mindre vingestørrelser betyder, at de bliver dårligere til at flyve langt.

- De arktiske sommerfugle lever så højt mod nord, at de ikke kan flytte sig til køligere egne, og de vil sandsynligvis forsvinde fra de sydligste levesteder på grund af varmen.

- Dertil kommer, at mindre kropsstørrelse kan betyde lavere frugtbarhed. Så det er absolut alvorlige udfordringer, de bliver mødt med under de igangværende klimaforandringer, siger Toke T. Høye.

Dagsommerfugle og insekter hører til blandt de organismer, der er særligt følsomme for ændringer i miljøet. Derfor er langsigtede undersøgelser som disse, særligt velegnede til at belyse de økologiske konsekvenser af globale klimaændringer.

Undersøgelsen er foretaget ved at indsamle sommerfugle årligt mellem 1996 og 2013 fra forskningsstationen Zackenberg, og den er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Biology Letters.