Klimaerklæring indgået

Selv om det kun blev med ganske små skridt, lykkedes det i morges at få en klimaaftale hevet i land i Cancun i Mexico.
Skrevet af Mads Fisker
11. december 2010 12:25

Kun Bolivia blev ved med at stritte imod, men det valgte formanden for FN-forhandlingerne, Mexicos udenrigsminister, til sidst at ignorere og slog hammeren i bordet for at besegle aftalen.

Og det vakte begejstring. Bortset fra Bolivia stemte de øvrige 192 lande til stede på mødet for aftalen, som består af en række delaftaler, der igen skal bane vejen for en ny juridisk bindende, global klimaaftale på næste års COP17 i Sydafrika.

Og selv om det kun er med små skridt, er det bestemt værd at tage med, lyder dommen fra den danske klimaminister Lykke Friis over for DR:

- Vi stod og kiggede ned i afgrunden og kunne simpelthen ikke komme videre med klimaforhandlingerne og nu har vi skabt et fundament for at komme videre og det skal vi naturligvis udnytte, siger Lykke Friis.

Slut-dokumentet fra Cancun indeholder nu en række konkrete aftaler.

FN-landene er således blevet enige om en klimafond, der årligt skal fordele 100 milliarder dollar fra rige til fattige lande fra år 2020. EU, USA og Japan bliver de største donorer.

Der er derudover blandt andet taget skridt til at bremse udryddelsen af regnskovene, og det arbejde skal begynde med, at udviklingslandene udarbejder planer for, hvordan de vil forhindre afskovning.

Men en lang række emner, herunder den yderst vanskelige forlængelse eller fornyelse af Kyoto-aftalen, der udløber i 2012, er skubbet videre til den næste klimakonference, der bliver afholdt i Sydafrika.