Klimaaftalen bliver ikke juridisk bindende

Der kommer ikke en fuld og juridisk bindende global klimaaftale i København. Det erkender statsminister Lars Løkke Rasmussen, der satser på en politisk bindende aftale i løbet af 2010.
29. oktober 2009 06:13

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkender åbent, at alle brikkerne til - hvad han kalder - "et fuldt folkeretsligt bindende regime" ikke vil falde på plads i den danske hovedstad til december.

- Det er vores vurdering, at det ikke kan lade sig gøre til sidste detalje i København, sagde han tirsdag ved et samråd i Folketingets Miljøudvalg. Han forklarer, at regeringen arbejder på 'en politisk bindende aftale, som kan træde i kraft umiddelbart', det vil sige fra 2010.

Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) fastholdt i weekenden ved en konference på Christiansborg, at klimatopmødet i København er absolut sidste frist for at få en ny global aftale i stand.

Connie Hedegaard (K), der i øvrigt er blevet betegnet som et varmt emne som EU-kommissær, er nu blevet kaldt til Bruxelles med kort varsel, for at mødes med kommissionsformand José Manuel Barroso.