Klar til VM i skiskydning

Grønland stiller op med tre deltagere ved VM i Rusland.
Skrevet af Noah Mølgaard
04. marts 2011 10:25

De grønlandske skiskytter Øystein Slettemark, Aqqaluartaa Olsen og Kristian Kristoffersen gør sig klar til deres første løb ved VM i Khanty Mansiysk i Rusland.

VM startede torsdag den 3. marts med mix stafet, hvor Norge vandt guld foran Tyskland.

De grønlandske deltagere har nu haft et par dage til at snuse til atmosfæren i Khanty Mansiysk. Arrangørerne regner med at der kommer 20.000 tilskuere til weekendens konkurrencer.

Der er 10 kilometer sprint lørdag med grønlandsk deltagelse, hvor starten går klokken 6.00 grønlandsk tid og løber igen tirsdag den 8. marts, hvor der er 20 kilometer løb.

De grønlandske deltagere må klare de fleste praktiske opgaver selv, mens de store skisportsnationer har omkring 20 ledere til at tage sig af de praktiske ting, som forberedelse af ski og drikkeposter på løjpen.

- Øystein Slettemark er både løber og leder, Skivoksfabrikanten Swix stiller sig til rådighed og vokser vores ski og en canadier, som ellers er leder for New Zealand hjælper os på skydebanen, meddeler de grønlandske deltagere.

- Til den lange distance håber vi at vi kan samarbejde med andre nationer for at få drikke undervejs i løbet og ikke mindst tilbagemeldinger på skydningen, hvilket er væsentligt på den lange distance, lyder det fra den grønlandske VM-lejr.