Klage over Pilersuisoq-butik

I Kangaatsiaq har Pilersuisoqs hylder med modermælkserstatning og babymad stået næsten tomme siden august. En frustreret forbruger har nu skrevet til Ernæringsrådet, der bakker op om sagen.
14. december 2010 16:01

Tora Jeberg har adskillige gange siden 2009 og frem til i dag gjort opmærksom på problemet med det ringe udvalg af babymad over for butikspersonalet og KNI uden resultat.

Hos KNI erkender man, at vareforsyningen til Kangaatsiaq ikke har fungeret optimalt de seneste måneder, men lover bod og bedring:

- For mig er det selvfølgelig uheldigt, at hun har stået i den situation i Kangaatsiaq. Jeg blev orienteret om, at købmændene har snakket med hende flere gange. Og jeg synes, at den dialog bør fortsætte, således at man kan tilvejebringe de varer, som kunderne efterspørger. Og vi vil gøre vores til, at de nødvendige varer frembringes hurtigst muligt, siger kædedirektør i Pilersuisoq, Frederik Olsen.

Frederik Olsen erkender, at vareknapheden i kombination med et nyt it-ordresystem ikke har fungeret korrekt. Han forventer også en klar forbedring inden for den nærmeste fremtid.

- Der er selvfølgelig fejl og mangler nogle gange. Men her i december vil vores systemer i hvert fald køre fornuftigt, og vi forventer, at vores forsyning til Kangaatsiaq også vil blive bedre. Vi har været relativt hårdt udfordret på området. Og det er selvfølgelig også vores kunder, som mærker det. Det må jeg så erkende, lyder det fra Frederik Olsen.