Kirkegaard: Misforstået sammenblanding

Naalakkersuisoq for råstoffer Jens Erik Kirkegaard mener, at den megen snak omkring den netop udgivne rapport om uran i forbindelse med den udsatte Inatsisartut-debat omkring ophævelsen af nul-tolerancen på uran her i landet, er helt forkert.
Skrevet af Peter Troelsen
08. oktober 2013 08:17

De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, Rapporten har intet haft med beslutningsforslaget at gøre, og der er ikke behov for at have sat sig ind i rapporten for at kunne deltage i debatten om nul-tolerance, mener Jens Erik Kirkegaard.

-Naalakkersuisut beslutningsforslag er ikke baseret på denne rapport. Naalakkersuisut´s beslutningsforslag er udarbejdet på baggrund af en mangeårig debat om emnet og den række af rapporter og undersøgelser, der er blevet udarbejdet i de seneste år, forklarer naalakkersuisoq for råstoffer.

Der har været afholdt borgermøder siden 2008 og der har også været en lang række rapporter, der har dannet grundlag for det forslag, der var på dagsordenen i Inatsisartut. IA har derfor, ifølge Jens Erik Kirkegaard,  ikke ret i deres kritik af den manglende forberedelsestid til at læse den senest udsendte rapport.

-Denne rapport er vigtig men den har alene et fremadrettet perspektiv for et videre arbejde efter at der taget en principbeslutning, siger Kirkegaard.