Kimmernaq med i kulturråd

Sangerinden Kimmernaq Kjeldsen blev i dag udpeget af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, som personligt medlem af Rådet til Kulturfremme.
26. januar 2010 16:40

Den 27-årige sangerinde bliver en del af et råd, som skal fremme og inspirere kulturen i Kommuneqarfik Sermersooq og behandle ansøgninger til kulturpuljen.

Kimmernaq Kjeldsen er uddannet stewardesse og har blandt andet udgivet cd’en ”Kimmernaq - Tunissut”. Hun er aktiv smykkedesigner og har været tv-vært ved flere lejligheder. Hun er desuden ambassadør for Røde Kors.

Rådet til Kulturfremme blev nedsat den 17. november sidste år og disponerer i år over 3 millioner kroner til en særlig ansøgningspulje til kultur.

Kulturpuljens midler skal bidrage til, at der skabes nye eksperimenterende kulturaktiviteter og at samarbejdet mellem forskellige kulturaktører, det private erhvervsliv og kommunens borgere fremmes.