Kim Kielsen kritiserer forslag

Aleqa Hammond og hendes nærmeste handlede egenrådigt og var for langsomme til at tage Siumuts bestyrelse med på råd efter sidste valg. Det mener naalakkersuisoq Kim Kielsen, som frygter at fremtiden kun bliver værre.
12. juni 2014 08:07

Kielsen mener, at partiet vedtægter er klare, og at de er blevet brudt.

- Der står der jo 'umiddelbart efter'. Det betyder ikke flere dage efter. Allerede på valgnatten vil jeg sige, siger Kim Kielsen, som ikke mener vedtægterne blev fulgt:

- Der er nok nogle enkelte, man har fået fat i, og så er der nogle, man ikke har fået fat i. Men der står jo, at de skal få fat i alle. Det er beklageligvis ikke sket

I dag skal der stemmes om at ændre vedtægterne. I stedet for 'umiddelbart efter' skal bestyrelsen og de valgte medlemmer af Inatsisartut tages med på råd efter en uge. Årsagen er, ifølge forslaget, at 'umiddelbart efter' jo kan tolkes forskelligt, og at det derfor er vigtigt med en klar definering.

Kim Kielsen mener  dog, at det er alt for sent, bestyrelsen og medlemmerne af Inatsisatut skal tages med på råd ifølge det nye forslag.

- En uge er lang tid i politik, siger han.

Kielsen frygter, at bestyrelsen og ikke mindst de folkevalgte bliver sat uden for indflydelse, mens aftalerne laves, og at partiet risikere at sove i timen efter fremtidige valg.

Allerede under valgnatten, når man kan se de forskellige resultater komme, er det jo godt at snakke med de forskellige. Hvad gør vi? Hvad siger vi internt i partiet, hvem skal vi samarbejde med?, siger Kielsen.

Kielsen er ikke alene med sin kritik. Også Lars Emil Johansen peger på, at der var noget der gik galt efter valget, hvor bestyrelsen ikke blev ordentligt hørt.