Tiltale: Kilovis af hash blev sendt med pakkepost

Mandag d. 16 april starter en opsigtsvækkende retssag i Sermersooq Kredsret, hvor syv personer står tiltalt for at have indsmuglet store mængder hash over Atlanterhavet.
I anklageskriftet i sagen, som KNR har modtaget, kan man læse, at anklagemyndigheden mener, at en stor del af den indsmuglede hash er blevet sendt med pakkepost fra forskellige steder i København til Grønland.
Det er blandt andet sket fra supermarkedet Meny på Vermlandsgade på Christianshavn, Kvickly på Englandsvej på Amager og Ideal Rens i Indre København.
LÆS OGSÅ Anklagemyndighed vil konfiskere biler, både og millioner
I flere af forsendelserne til Grønland har pakkerne indeholdt betragtelige mængder hash. To forsendelser fra foråret 2017 indeholdt ifølge anklagemyndigheden henholdsvis 7,3 og 7,5 kilo hash.
I flere tilfælde lykkedes det dog myndighederne i Grønland at stoppe forsendelserne, inden de nåede frem til modtageren. Det skete blandt andet i juni 2017, en måned før de syv tiltalte blev anholdt.
Seks af de syv er tiltalt for at have medvirket til at indsmugle 63 kilo hash, mens den sidste er tiltalt for at have medvirket til at smugle 27 kilo hash til Grønland. Ifølge anklageskriftet har den indsmuglede hash skabt en fortjeneste på 16 millioner kroner ved salg her i landet.
Alle syv, seks mænd og en kvinde, nægter sig skyldige i anklagerne.
LÆS OGSÅ Tiltalte i stor hashsag tjente millioner