Katuaq inviterer til enestående påskekoncert

22 professionelle musikere udvalgt blandt de bedste i Norden og tre forrygende sangsolister er sammen med Nordisk Koncertkor klar til at give musikelskere i Nuuk en påskeoplevelse ud over det sædvanlige.
Skrevet af Karsten Sommer
08. april 2014 07:03

Ved to koncerter d. 19. og 20. april i Katuaq opføres et varieret program sammensat af en række klassiske musikstykker med Charles Gounods iørefaldende Skt. Cæciliemesse som højdepunkt.

Ved koncerten i Katuaq står Islands Symfoniorkesters karismatiske koncertmester Sígrun Edvaldsðottir i spidsen for orkestret.

Den unge sopransangerinde Signe Sneh Schreiber, der har modtaget en lang række priser, optræder sammen med den internationalt kendte bas-sanger Teit Kanstrup, samt tenoren Jan Lund, der ud over sin internationale karriere som operasanger, også har igangsat en række spændende operainitiativer i Danmark.

Så hvis man i forvejen er til klassisk musik og opera, eller hvis man har lyst til at opleve en sjælden musikoplevelse på disse breddegrader, så sæt kryds i kalenderen i påskedagene og mød op i Katuaqs Hans Lynge sal den 19. eller 20.april.