Katuaq fejrer 20 års jubilæum

I dag fylder - hvad man godt kan tillade sig at kalde "Nuuks hjerte" - 20 år.
Skrevet af Karsten Sommer
15. februar 2017 07:04

Kulturhuset Katuaq har siden åbningsdagen 15.februar 1997 spredt glæde og gode oplevelser - ikke kun til Nuuks borgere, men også til befolkningen på kysten, i kraft af turneer med både musik og anden kunst.

Selve jubilæums dagen i dag starter allerede klokken 10 her til formiddag, hvor Hinnarik og hans WowWow-venner tager hul på flere timers underholdning til børnene - og senere på eftermiddagen taler af både naalakkersuisoq for kultur, Doris Jakobsen og Nuuks borgmester Asii Chemnitz Narup.

Eftermiddagen byder også på sangeren Ulf Fleischer og Eigil Petersen og underholdning med NAIP-teatergruppen.

Men jubilæet slutter ikke i dag. Hele Grønland vil i løbet af jubilæumsåret kunne se frem til både musikturnéer, udstillinger, bogudgivelser, børneteater og meget mere.

Og der vil også i løbet af året blive vist film om Grønland. Frk. Smillas fornemmelse for Sne, Lysets hjerte, SUME Lyden af en Revolution, Qaqqat Alanngui m.fl.

Julia Pars, direktør for Katuaq gennem 10 år, siger om Katuaqs jubilæum:

- Det er med en vis ydmyghed og taknemmelighed, jeg tænker tilbage på alle de gange, vi sammen har kunne glæde os over et succesfuldt arrangement. Som kulturhus er et af de vigtigste mål at samarbejde bredt med alle inden for kulturlivet. Det synes vi er lykkedes, siger Julie Pars.

I forbindelse med fejringen af Katuaqs jubilæum inviterer kulturhuset fra klokken 10 til kaffe og te, saftevand, kage, slik, og balloner.