Kate viser sig ved første offentlige optræden siden diagnose

Lørdag formiddag viser billeder prinsesse Kate, der sidder i en karet ved kongens fødselsdagsparade.
Prinsesse Kate deltager ved Trooping The Colour-paraden. Foto © : Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. juni 2024 13:03

Britiske prinsesse Kate deltager lørdag i fejringen af sin svigerfar ved kong Charles III's officielle fødselsdagsparade.

Lørdag formiddag viser billeder udgivet hos BBC og Sky News prinsessen sidde i en karet sammen med hendes og prins Williams tre børn.

I marts delte prinsesse Kate med offentligheden, at hun var blevet diagnosticeret med kræft.

Lørdagens parade kaldes Trooping The Colour-paraden, og det er prinsessens første offentlige optræden siden diagnosen.

Det var dagen inden paraden, at hun meddelte, at hun ville deltage i paraden i London.

Siden diagnosen har Kate været i behandling for en ukendt type kræft, og da hun "gør gode fremskridt", er hun klar til at vise sig offentligt, skrev hun fredag i et Instagram-opslag.

- Det går fremad, men som andre, der er i kemoterapi, ved, er der gode og dårlige dage.

Genoptager ikke royale pligter

I meddelelsen påpegede prinsesse Kate dog, at hun ikke vender tilbage til sine royale pligter endnu.

Tidligere lørdag ankom hun i bil til Buckingham Palace sammen med prins William og parrets børn - prinserne George og Louis og prinsesse Charlotte. Det skrev Sky News.

Imens er paradens hovedperson, kong Charles, blevet set i en karet, sammen med sin hustru, dronning Camilla.

I februar blev det meddelt, at den 75-årige konge, der har fødselsdag 14. november, havde fået konstateret kræft.

I slutningen af april var han igen tilbage på jobbet, da han sammen med dronning Camilla besøgte Macmillan Cancer Centre i London. Ikke som patient, men som royalt overhoved, der kom for at besøge ansatte og patienter på kræftcentret.

Trooping The Colour-paraden finder sted hvert år på paradepladsen Horse Guards Parade i London.

Prinsesse Kate er også med, når den kongelige familie viser sig på balkonen på Buckingham Palace efter paraden.