Karen Ellemann: Nordisk Råd er for bureaukratisk

KNR-debat: Tidligere minister for nordiske anliggender i Danmark Karen Ellemann retter hård kritik mod Nordisk Råd før dagens debat i KNR.
05. november 2013 03:45

En hel håndfuld politikere er lige kommet tilbage fra Nordisk Råds årlige session i Oslo. Et af flere festlige møder, hvor politikere i hele Norden først og fremmest lærer hinanden bedre at kende og deler priser ud.

Men engang var møderne i Nordisk Råd andet end "hygge", husker Venstres folketingsmedlem Karen Ellemann. Hun savner det nordiske samarbejde som det var, dengang da der f.eks. blev indgået fælles pasunion lang tid før EU's fri rejseregler.

- Der er behov for at reformere det officielle nordiske samarbejde.

Det siger Karen Ellemann, medlem af Folketinget for Venstre og derudover både formand for foreningen Norden i Danmark og medlem af Nordisk Råd.

- Der er for få resultater. Det er sådan set derfor jeg efterlyser en reform af samarbejdsmodellen, hvor man i langt højere grad er koblet op på de respektive landes parlamenters udvalg.

Karen Ellemann ville ønske, det var sådan, at det altid var partiernes ordførere i de fem medlemslande og tre selvstyreområder, der blev sendt afsted til Nordisk Råd.

Med en sådan reform vil det f.eks. altid være uddannelsesordførere, der diskuterer uddannelsespolitik.

- Der er for meget bureaukrati og for lidt politisk substans i alt det der pt foregår i udvalgene i Nordisk Råd, lyder det fra Karen Ellemann, der i øvrigt også er Danmarks tidligere minister for nordisk samarbejde.

Blandt Grønlands udsendte til Nordisk Råd er naalakkersuisoq for uddannelse og kultur, Nick Nielsen, og Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen. De er netop kommet hjem fra Nordisk Råd-møde i Oslo, og senere til formiddag er de to indbudt til debat her hos os i KNR.

Det er kl. 10.00 i radioen, og kl. 10.30 vil de to debattere på dansk. I aften bliver debatten sendt i TV klokken 19.30 og en halv time efter på dansk. Snakken vil falde på den nordiske makrelstrid, et muligt nyt samarbejde om ubemandede fly til søovervågning. Og så kommer de to politikere til at diskutere, hvad vi egentlig får ud af vores Nordisk Råd-medlemsskab.

Debatten bliver tilrettelagt af Apollo Jeremiassen og Niels Søndergaard.