KAP: På tide med en sømandslov

Efter flere afsløringer af dårlige ansættelsesvilkår i blandt andet Royal Greenland kræver fagforeningerne Atorfillit Kattuffiat og KAP, at der bliver grebet ind, det skriver Sermitsiaq i dag.
Skrevet af Jonas Fievé
04. marts 2016 06:59

AK har på baggrund af deres viden om dårlige ansættelsesvilkår for besætningsmedlemmer i Royal Greenland henvendt sig til Naalakkersuisut, og har stillet krav om, at minimumsrettighederne i den danske sømandslov sættes i kraft i Grønland.

Royal Greenland har ifølge Sermitsiaq ikke reageret på idéen om en sømandslov, og det forstår formanden for officerernes fagforening KAP ikke.

- Royal Greenland bør tage idéen om sømandsloven med åbne arme, da den vil være til gavn for både besætningsmedlemmer og rederier. Sømandsloven vil forpligte besætningsmedlemmerne til at arbejde bedst muligt for rederierne, men vil sikre besætningsmedlemmernes rettigheder. Det kaldes sømandsret, siger Saxtorph Didriksen til Sermitsiaq.